Nedenfor finder du en beskrivelse af det metodiske og didaktiske grundlag for Ung til ung, samt et par gode råd til, hvad du med fordel kan være opmærksom på i arbejdet med Ung til ung.
Forløbet Ung til ung tager afsæt i metoden af samme navn, og her er det de unge selv, som formidler et budskab til andre unge. Tilgangen anvendes i mange forskellige sammenhænge, herunder forebyggelsesindsatser inden for eksempelvis misbrug, antiradikalisering, og i nyere tid også inden for digital dannelse og trivsel.
Ung til ung som metode eller tilgang kan beskrives som: "den proces der udvikles, når unge diskuterer et budskab, som de selv oplever som vigtigt, med andre unge. Budskabet er ikke nødvendigvis i form af oplæg og dialog, men kan i lige så godt være i en kreativ form, musik, digte billeder osv" 1.
I Ung til ung opfattes unges stemmer, holdninger og meninger som vigtige og værdifulde. Unge betragtes som medskabere af - og ikke mindst handlekompetente i - eget liv.
Med den erfaringsbaserede metode som grundsten, bygger forløbet på en erkendelse af, at unge har et særligt indblik i, hvad det konkret vil sige at være ung i en digitaliseret hverdag. Hvad er svært? Hvad er vigtigt? Og hvilke dilemmaer er på spil? Unge kan have større indsigt end for eksempel voksne i den digitale virkelighed, som den opleves af netop unge.
1. Fordi elevernes egne stemmer og perspektiver er bærende for Ung til ung tilgangen, kan enkelte elever måske komme til at dele personlige erfaringer, som de kan fortryde at have delt på et senere tidspunkt.
De digitale temaer rækker ind i elevernes egen livsverden, og derfor kan det føles nærliggende at trække på egne erfaringer. Tal med eleverne om, at det er vigtigt, at de passer på sig selv, og at de ikke behøver at dele deres egne erfaringer med ubehagelige oplevelser på nettet med de andre elever.
For at undgå at eleverne skal tale om ubehagelige oplevelser, som de måske selv har haft, kan det være en god idé at tage udgangspunkt i cases eller tænkte eksempler. Det kan for eksempel være lettere at tale om, hvor en fiktiv person kan søge hjælp i tilfælde af en digital krænkelse, fremfor at tage afsæt i, hvor man selv søgte hjælp.
2. Når tilgangen ung til ung tilgangen anvendes, kan der nemt opstå en forventning om, at dem, som formidler, skal påtage sig en særlig rolle.
I forløbet er det elevernes rolle at sætte digitale vaner og trivsel til debat på skolen, og der er altså ikke en forventning om, at eleverne skal påtage sig en særlig rolle, når de selv er på sociale medier eller digitale platforme - eleverne er hverken "mentorer" eller "politibetjente", og skal ikke stilles til ansvar for deres handlinger på sociale medier i en højere grad end alle andre.
Ud over at knytte sig til konkrete faglige mål, er Ung til ung udviklet med blik for de didaktiske principper, som gælder for FGU, herunder:
Praksisbaseret dannelse og læring
Stort set alle elever på FGU færdes på digitale platforme i deres fritid, og på den måde taget forløbet afsæt i elevernes konkrete omverden. I arbejdet med Ung til ung opnår eleverne faglig viden og får desuden styrket deres personlige, sociale og faglige kompetencer.
Innovation og produktudvikling
I arbejdet med Ung til ung skal eleverne tænke kreativt og innovativt, når de skal udvikle deres slutprodukt og tilhørende event for de øvrige elever. I forløbet træner eleverne deres samarbejdsevner, sociale kompetencer og får opnår viden om det konkrete digitale tema, som de vil sætte til debat på skolen.
Dannelse
Ung til ung giver eleverne redskaber til forståelse og deltagelse og understøtter, at eleverne tilegner sig grundlæggende færdigheder, der kan hjælpe eleverne til at forholde sig ansvarligt til (den digitale) verden og indgå aktivt i forskellige fællesskaber.
Nedenfor kan du læse nærmere om, hvordan du konkret kan anvende Ung til ung i elevrådet eller i undervisningen på et eller flere værksteder. Du kan også gå på opdagelse i elevsiden, hente vejledningerne fra forsiden eller kigge nærmere på inspirationssiden til events.
1 Svend Lauersen & Sven Mørch, "Ung-til-ung som pædagogisk metode". Landsforeningen Ungdomsringen. 1998.