Mål: Børn og unge kender deres rettigheder og kan søge hjælp, hvis de selv eller andre udsættes for digitale krænkelser og skadeligt indhold.
På digitale medier kan børn og unge være i kontakt med mange forskellige mennesker, grupper og fællesskaber. Det kan være sjovt og spændende, men det kan også ende i ubehagelige og grænseoverskridende oplevelser.
Børn og unge kan støde på folk med skadelige intentioner, der gemmer sig bag falske identiteter og anonymitet. Og i den digitale kommunikation mellem børn og unge kan normer og grænser skride, fordi det kan være svært at mærke hinanden på hver sin side af skærmen.
Princippet har til formål at lære børn og unge om rettigheder, grænser og lovgivning, så de er rustet til at handle og søge hjælp, hvis de selv eller andre udsættes for digitale krænkelser og skadeligt indhold.
Hvad er det vigtigt, at børn og unge får viden om:
Hvad skal børn og unge kunne tage kritisk stilling til:
Børn og unge skal kende deres handlemuligheder for:
Vi mangler ofte ord for de mekanismer, der påvirker børn og unges brug af skærme. Herunder uddyber vi nogle af de vigtigste begreber.
Digitale krænkelser omfatter en bred vifte af digitale handlinger, der udføres ved hjælp af digitale medier eller digital teknologi, hvor digitalt indhold (fx billeder, videoer, indlæg, beskeder, sider) bruges til at forulempe, nedværdige eller afpresse en person eller gøre anden psykisk skade.
Seksualiserede digitale krænkelser omfatter en bred vifte af handlinger, hvor digitalt indhold (billeder, videoer, indlæg, beskeder, sider) bliver anvendt til at krænke nogen seksuelt. Det kan også være indhold, der er genereret ved brug af kunstig intelligens (AI) – som fx såkaldte ’deep fakes’. Det kan foregå på en række forskellige platforme (private eller offentlige). Disse handlinger kan få en person til at føle sig truet, udnyttet, tvunget, ydmyget, ked af det, seksualiseret eller diskrimineret. Seksualiserede digitale krænkelser kan fx omhandle ufrivillig deling af intimt materiale (fx nøgenbilleder), afpresning med seksuelt materiale (også kaldet sextortion) eller grooming.
Skadeligt indhold forstås som digitalt indhold, som børn og unge kan støde på eller eksponeres for, og som indeholder voldeligt og/eller seksuelt grænseoverskridende elementer. Det er ikke børnene selv eller nogen de kender, der er med i indholdet, men indholdet har en grænseoverskridende karakter. Det kan fx være videoer med vold, seksuelle overgreb, drab, kidnapninger og mishandling. Det er svært at give en helt præcis afgrænsning af skadeligt indhold, da der vil være forskel på, hvad der er skadeligt at se ift. fx alder, kognitiv udvikling, kontekst m.m. Det kan fx være grænseoverskridende at se ikke-aldersvarende indhold, som fx hvis mindre børn ser porno eller videoer fra krig og katastrofer.