Mål: Børn og unge kan deltage i og bidrage til trygge og inkluderende digitale fællesskaber.
Digitale medier gør det muligt at dyrke interesser, venskaber og fællesskaber på tværs af tid og rum. Fx kan klassefællesskabet fortsætte sit liv i det digitale, længe efter skoledagen er slut.
Ligesom i skolegården kan der opstå konflikter, utryghed og mobning i de digitale fællesskaber. Likes, kommentarer, gruppechats, digitale spil og meget mere kan være med til at bekræfte og styrke relationer. På samme tid kan fraværet af dem eller hårdt og indforstået sprog forstærke oplevelsen af at stå udenfor.
Princippet har til formål at lære børn og unge, hvordan de passer på sig selv og hinanden på de digitale medier. Og det har til formål at hjælpe dem til, hvordan de sammen fremmer positive og inkluderende fællesskaber.
Mobning er tæt forbundet med menneskers fundamentale behov for at høre til i og være en del af et fællesskab. Når mennesket føler sig truet på sit tilhørsforhold, opstår der et behov for at tilegne sig en plads i fællesskabet. Her kan mobning være en måde at sikre sig en plads i fællesskabet. Digital mobning kan se meget forskellig ud og kan være svær at håndtere for dem, der bliver udsat for det. Mobning handler om onde mønstre og gruppedynamikker – ikke onde børn. Voksne spiller derfor en særlig rolle ind i at understøtte, at der skabes gode rammer for fællesskabet.
Ansigtsløs kommunikation er en betegnelse for kommunikation, der udføres digitalt, hvor man ikke kan se hinanden. Det er ofte gennem tekstbeskeder, emojis, lydfiler, videoer og billeder uden ansigt på med mere. Med den ansigtsløse kommunikation er det svært at vurdere afsenders intentioner og modtagers læsning af kommunikationen. Det kan skabe komplikationer og konflikter, særligt hvis man ikke har en fællesskabskultur, hvor det er nemt at tale om misforståelser. Ansigtsløs kommunikation er særligt udfordrende for de børn og unge, som har svært ved at aflæse andres grænser.
Normer og forventninger handler om de gruppemæssige forståelser og betydninger, som skabes og vedligeholdes i fællesskaber. De er ofte funderet i de sociale spilleregler for, hvordan noget bør og kan være, og kan rumme både eksplicitte og formulerede regelsæt, som man for eksempel har i et klassefællesskab for god opførsel, samt de mere implicitte og uskrevne regler for, hvordan man kan og bør gøre i forskellige sammenhænge, for eksempel hvilke emojis man sender til hinanden i venindegruppen.
Socialt pres er en følelse, som børn og unge kan opleve, når de ikke formår at leve op til de forventninger og normer, der er i fællesskabet. At der eksisterer sociale forventninger, behøver ikke lede til socialt pres, men når forventningerne overstiger de individuelle behov og egne ønsker, kan det få børn og unge til at gøre og mene ting, de ikke nødvendigvis har lyst til, blandt andet at svare på notifikationer midt om natten, så man ikke får sovet nok, eller at man ikke kan lægge det content op, som man har lyst til.
Sprog og deling er centrale elementer i den måde, børn og unge kommunikerer digitalt. De digitale fællesskaber, børn og unge deltager i, har forskellige sociale spilleregler og kulturer, som blandt andet kommer til udtryk gennem sproget, samt hvad og hvordan man deler. Nogle fællesskaber kan have skrevne eller uskrevne regler om, at samtalen og det, der bliver delt, har en nedværdigende eller diskriminerende tone.